Sange om krigen – Om Komponisten Heiner Goebbels

Komponisten Heiner Goebbels iscenesætter krigens krybende angst som en fredelig aften ved kaminen.

Hvordan kan man egentlig tale om krigen? Ikke bare om de store ødelæggelser og katastrofer, men om den stille angst, der siver ind i alle hverdagens gøremål? Den tyske komponist og teaterinstruktør Heiner Goebbels forsøger sig i Songs of Wars I Have Seen med en såkaldt iscenesat koncert, der er inspireret af den amerikanske digter Gertrude Steins optegnelser fra Anden Verdenskrig.

Et verdensnavn

Det er noget af et scoop, at Athelas Sinfonietta og Republique har præsteret at få Heiner Goebbels’ internationalt berømmede koncert til København. Oprindelig er værket skabt til London Sinfonietta, som er et moderne orkester, og Orchestra of the Age of Enlightenment, der spiller på originale barokinstrumenter. I København bliver værket opført af Athelas Sinfonietta og Concerto Copenhagen.

Heiner Goebbels, der senest gæstede Danmark i december 2010 med den magiske forestilling Eraritjaritjaka på Det Kongelige Teater, er herhjemme mest kendt for sine musikteaterforestillinger. Denne gang optræder han så på Athelas New Music Festival med et decideret orkesterværk – dog stadig med et anstrøg af teater. Koncerten spænder fra barokmusik til Goebbels egne kompositioner, musikerne er opdelt efter køn, og de kvindelige musikere reciterer Gertrude Steins tekst siddende blandt hyggelige læse- og standerlamper.

En aften ved kaminen

Den hjemlige stemning signalerer, at teksten og læseoplevelsen er i centrum for koncerten. Den er samtidig et modtræk til det mørkere krigstema. Gertrude Steins selvbiografi Wars I Have Seen fra 1945 er skrevet under den tyske besættelse af Frankrig og udgivet umiddelbart efter befrielsen. Som jøde og lesbisk var det bestemt ikke ufarligt for Stein at opholde sig i Frankrig under besættelsen, og atmosfæren i bogen er gennemsyret af en sær blanding af angst og distance. Det er denne særegne atmosfære, der interesserer Heiner Goebbels.

- Det fascinerende for mig ved den bog er den forbløffende, irriterende, og konstant forvirrende sammenblanding af meget private overvejelser ved siden af politiske udredninger. Det er selvfølgelig ret morsomt, men det kan også være chokerende, når hun fx taler om, at hun da heller ikke synes, det er godt at bombe italienerne, men det er desværre nødvendigt.

- Der er en politisk distance og en personlig nærhed. Problemet er altid at forbinde den individuelle lykke eller velbefindende med den samfundsmæssige skæbne. I koncerten hører man denne stemning af angst og fortrængninger, men ikke så drastisk. Songs of Wars I Have Seen er generelt mere som en rolig læseaften ved kaminen. Der er ind i mellem steder, hvor det bliver dramatisk, men dramatikken er lidt tilbagetrukket eller underspillet.

Læseren er klogere

Det er vigtigt for Heiner Goebbels, at litteraturen netop rummer en anden måde at fortælle om krigen på end mediernes krigsreportager.

- Det er klart, at i de seneste ti år, siden 2001, har krigsreportager i høj grad domineret medierne. Men man oplever hele tiden, hvor utilstrækkelige de er. Man bliver glad, når man så får en bog i hånden, hvor man siger: Aha – måske er det lige nøjagtig så modsætningsfyldt og kompliceret, som det bliver skildret i denne bog. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det passer, for jeg har aldrig selv oplevet en krig. Men problemet med krigsreportager er, at de aldrig kan fange hele den kompleksitet af oplevelser, følelser, enkeltskæbner og politiske overvejelser, som er på spil.

- Wars I Have Seen er fuld af små historier, men der er ikke een fælles historie. Og der, hvor de små historier ikke passer sammen, hvor de støder imod hinanden, der bliver der plads til læserens egen forestillingskraft, og så kan der opstå en kritisk refleksion hos læseren.

- Steins fortrængninger og forsvarsmekanismer er så transparente, og hun gør dem så gennemsigtige, at man som læser og lytter straks forstår det. Man er meget hurtigt meget klogere end teksten. Det er en stor kvalitet, at hun giver læseren den mulighed.

- I det hele taget er det vigtigt for mig i det her projekt, og i alle mine projekter over Gertrude Stein, at fremhæve den her kvalitet i hende tekster, at man er til stede under tankernes opståen og også kan følge deres forandringer. Man har indtryk af – og det hænger sammen med de mange gentagelser – at man ser tankerne og teksten opstå under deres tilblivelsesproces. Man bliver ikke bare præsenteret for resultatet.

Det man ikke kan tale om

Det er ikke første gang, Heiner Goebbels har ladet sig inspirere af Gertrude Stein.

Allerede i 2002 havde tekster fra Wars I Have Seen en fremtrædende plads i Goebbels opera Landskab med fjerne slægtninge, der bærer undertitlen Billedbeskrivelse. Operaen tog afsæt i en række klassiske malerier af Poussin og Velasquez, samt tekster om krig af Gertrude Stein, T.S. Eliot og Leonardo da Vinci. Men hvad har malerkunst og krig med hinanden at gøre?

- Det hænger selvfølgelig sammen med spørgsmålet om repræsentationens troværdighed. Hvordan gengiver man det ufattelige, hvordan taler man om det, man ikke kan tale om? Det oplever jeg, at Stein skriver meget fint rundt om i Wars I Have Seen. Netop i den måde, hvorpå hun undlader at sige bestemte ting, eller siger de samme ting igen og igen i stedet for at sige noget andet. På den måde fremstiller hun det her problem med ikke at kunne tale om det væsentlige.

- Det er generelt sådan hos mig, at bogen som tekst interesserer mig mere end den fysiske iscenesættelse. Det har den meget enkle forklaring, at når man læser en bog, er fantasien og forestillingskraften grænseløs. Når jeg hører et hørespil, er det frie forestillingsrum kun visuelt, når jeg ser en stumfilm, er det kun akustisk, og når jeg ser teater, altså en tekst, der er iscenesat, så er imaginationen pludselig helt væk. Jeg forsøger at bevare det åbne rum, som en bog skaber, når jeg iscenesætter. Det gælder om, at de respektive erfaringsformer ikke lukker sig om sig selv. Fx i Eraritjaritjaka, hvor jeg bruger aforistiske tekster af Elias Canetti. Det er sådan nogle tekster, man kan høre igen og igen, og alligevel bevarer de den åbne kvalitet, som de har i læsningen.

- Det er også en politisk indstilling, for politisk teater drejer sig jo heller ikke om, at man hører de rigtige meninger og erklærer sig enig med dem, men om at man positionerer sig selv. Derfor hører ufuldstændigheden, udeladelsen, afbrydelsen og cæsuren altid med til det politiske teater. Det, der ikke lukker sig om en bestemt betydning, men beholder en åbenhed i videste forstand.

Flere stemmer

- Min allervigtigste ambition med koncerten er at lave et flerstemmigt værk ud af den her komplekse tekst. Og netop ikke psykologisere den, så den ender med kun at være én figurs stemme. Der er mange stemmer hos Gertrude Stein. Der er ikke kun hendes stemme, men også naboens stemme, venindens stemme, politibetjentens stemme – og hundens stemme! Det er vigtigt i en iscenesættelse, at man giver disse stemmer forskellige kroppe. For det mener jeg, er hendes store kunst. Hun kan sætte de her mange stemmer sammen, så der opstår en fælles tekst, men uden at klistre forskellene mellem stemmerne til.

- Man får hele tiden fornemmelsen af, at der bliver forhandlet noget socialt og samfundsmæssigt og ikke bare noget privat, fordi blikket på den enkelte stemme i teksterne altid er et distanceret og samfundsmæssigt blik.

Det skyldes den distance, hun kan skrive med, og det skyldes den stærke formbevidsthed. Hver eneste tekst hos Gertrude Stein har sin helt egen rytme og sit helt eget ordforråd, sin egen syntaktiske strategi og musikalske greb.

- Jeg respekterer denne form meget højt og lader mig påvirke af hendes form, som er en anden form end musikkens, nemlig litteraturen. Jeg udtænke ikke noget musik, som jeg så passer Gertrude Stein ind i, men laver så at sige musikken ud fra hendes rytme. Derfor opstår der også denne tætte forbindelse mellem rytmen i teksten og i musikken.

Historien gentager sig

- Et tema, som er gennemgående i Wars I Have Seen er, at historien gentager sig. “History is repeating” er sådan en frase, som Stein gentager hele tiden. De sammenligninger, som hun etablerer til bl. a. Shakespeare, fik mig til at sætte to orkestre over for hinanden, et moderne orkester og et barokorkester.

- De historiske henvisninger udnyttes dermed både i instrumenteringen og i det musikaliske materiale. Jeg har fx indarbejdet en komposition af Matthew Locke fra det 17. århundrede, der er komponeret som teatermusik til Shakespeare. Dvs. at der opstår den her musikalske oversættelse af Steins historiesyn.

Det andet punkt er så, at jeg beder de kvindelig musikere om at fremsige teksten, så de både må beherske deres instrument og samtidig hele tiden læse højt af den her bog. Holdningen er sådan en slags late-evening stemning af at sidde ved kaminen og læse en bog og høre historier.

- Derudover er der et tredje greb, som består i, at musikerne er adskilt, ikke efter orkester, men efter køn. Kvinderne sidder i en halvcirkel forrest på scenen, og mændene sidder på et podium bagved. Nogle gange befinder fløjten sig bagved på podiet, fordi fløjtenisten er en mand, og nogle gange befinder den sig foran, fordi fløjtenisten er en kvinde. Musikken fordeler sig ikke mellem forgrund og baggrund, men mellem mænd og kvinder, og mellem ny musik og ældre musik. Det er polerne.

- På den måde kan tilskueren under koncerten stille og roligt selv gøre sig sine opdagelser og overvejelser om, hvorfor blæserne og slagtøjet altid er mandlige musikere, hvorfor strygerne altid er kvinder. Man begynder selv at tænke over de kønslige, kulturelle, og sociale koder, som er på spil, og det er helt i Gertrude Steins ånd.

Kunstneren som formidler

- Egentlig går jeg ud fra, at man i det 21. århundrede ikke virkelig kan opfinde noget nyt i musikken. Alle klange er sådan set opdaget. Det, som for 100 år siden stadig var et hvidt landkort, er i mellemtiden blevet erobret eller opdaget. Derfor gælder det så meget desto stærkere om, hvilke materialer man konfronterer med hinanden, og hvad man fortæller med dette stof. Songs of Wars I Have Seen er et godt eksempel på, hvordan man med sammenstillingen af forskellige musikalske formater: teksten, de to orkestre, osv. pludselig kan frembringe noget, som er inspirerende, og som man gerne vil lytte til.

- Jeg tænker tit, at man ikke længere behøver at opfinde musik, for der findes allerede så meget. I stedet kan man fremhæve noget, som måske ellers går tabt. Wars I Have Seen er en bog, som ingen kender i Tyskland. Selv i Amerika er det en relativt speciel bog, som ikke er blevet læst særligt bredt. Men det ændrer sig med det samme, når vi, som fx i sidste måned, har en stor koncert i Lincoln Center i New York og en helsides omtale i New York Times. Så bliver bogen straks opfattet anderledes. For mig handler det også om sådan nogle processer: At give de kunstoplevelser, jeg selv har, videre og vise, at det er noget kostbart, som ikke bør glemmes.

- Mit første musikteaterstykke var Gentagelsen med tekster af Robbe-Grillet og Søren Kierkegaard. Og nogle år senere, efter ikke at have skrevet en roman i 20 år, skrev Robbe-Grillet pludselig romanen Gentagelsen. Der opstod en slags feedback mellem os, og det blev et meget stort comeback for ham.

Det er den funktion det har for mig: Jeg finder noget, som næsten ingen rigtig kender mere, og bringer det et andet sted hen, skaffer det et nyt publikum. Det ser jeg egentlig som min opgave som komponist. Jeg ser det ikke som min opgave at udtrykke mig selv. Jeg ser det i højere grad som min opgave at videreudvikle kunsthistorien.

Songs of Wars I Have Seen opføres lørdag d. 28. maj kl. 19.30 på Teater Republique som led i åbningskoncerten til Athelas New Music Festival: JAMMER PÅ JORDEN Sange om afsked og krig.

Laura Luise Schultz
Peripeti (DK), 28 May 2011